Grønne asparges med pocherede æg

En farverig og smagfuld forret

Asparges er en delikatesse, der efterhånden fås i alle supermarkeder. De er nemme at tilberede og skal kun koges få minutter. Servér dem med æg, radiser og parmesan, og forretten er hjemme.

Stil gerne en god jomfruolivenolie og lidt friskhøvlet parmesanost frem på bordet, så man selv kan forsyne sig.

Brød til? Prøv et spinatbrød med chili og parmesan.

Tid
: 20 minutter. Antal personer: 4

• 500 g grønne asparges
• 2 spsk olivenolie
• salt og friskkværnet peber
Pocherede æg:
• 4 æg
• 2 l vand
• 1 dl lagereddike
Til servering:
• 60 g radiser
• 2 skiver hvidt brød
• 50 g parmesan
• 2 spsk kapers
• 1 lille bakke karse

Sådan gør du:
1. Knæk den nederste, lidt træede ende af aspargeserne. Læg aspargeserne i en gryde med kogende vand i 1-2 minutter. Tag dem op af vandet, når de er sprødmøre og stadig har en frisk, grøn farve. Vend dem med olivenolie, salt og peber, og hold dem varme.
2. Pocherede æg: Slå æggene ud i hver sin kop. Bring vand og eddike i kog i en gryde. Lad forsigtigt æggene glide ned i vandet 1 ad gangen, og lad vandet koge op igen. Skru herefter straks ned for varmen, så vandet holdes lige under kogepunktet. Lad æggene simre i 3-4 minutter. (Se også flere detaljer under menupunktet "Frokost" i opskriften "Pocherede æg på salatrede")
3. Til servering: Rens radiserne, og snit dem meget fint. Rist de to stykker brød på brødristeren, og smuldr derefter brødet i små stykker. Skær parmesanosten i strimler.
4. Anret aspargeserne på 4 tallerkener sammen med et pocheret æg. Drys anretningerne med radiser, parmesan, brødkrumme, kapers og klippet karse.


Prøv også:


Portobellosvampe
med fyld af
jasminris og feta

Bakke til karse


Pocherede æg
på salatrede