Tid: 30 minutter. Antal personer: 4
Åbn køleskabet, og brug, hvad du har af gode rester. I stedet for rejer kan du fx bruge lidt stegt kylling, skinke eller andet kød, og grøntsagerne kan også varieres. Alle typer kogte ris kan bruges til “fried rice”, men jasminris giver det mest autentiske resultat. Har du ingen kogte ris, skal du starte med at koge 200 g ris.

• 1 bundt forårsløg
• 250 g shiitakesvampe, champignoner
eller andre svampe
• 2 røde peberfrugter
• 2 spsk smagsneutral olie
• salt og friskkværnet peber
• 2 æg
• 500 g kogte ris
• 300 g rejer
Sojadressing:
• 1 dl sojasauce (Kikkoman)
• 2-3 friske chilier, grønne og røde
• 2 tsk ristet sesamolie
Til servering:
• et stort bundt frisk koriander

Sådan gør du:
1. Rens forårsløgene, og skær dem i skiver. Rens svampene, og skær dem i tykke skiver. Rens peberfrugterne, og skær dem i tern.
2. Steg alle grøntsagerne ved høj varme i olie på en stor pande eller i en wok. Rør ofte, og lad dem blive gyldenbrune. Krydr med lidt salt og peber.
3. Pisk æggene sammen i en skål, og bland dem med grøntsagerne. Rør lidt rundt, til æggemassen sætter sig. Tilsæt kogte ris og rejer, og steg det hele godt igennem under omrøring, til ris og rejer er varmet helt igennem.
4. Sojadressing: Rør sojasauce, finthakkede chilier og sesamolie sammen.
5. Servering: Server den stegte risret direkte fra panden/wokken. Stil koriander frem på bordet i en skål eller et glas, så man selv kan plukke af det og drysse det over sin mad. Stil også sojadressingen frem, så man selv kan forsyne sig.

Tips: Ristet sesamolie er olie af sesamfrø, som er blevet ristet eller grillet, inden de blev presset til olie. Det giver en dyb og kraftig smag og duft, som almindelig klar sesamolie ikke har. Ristet sesamolie fås hos asiatiske købmænd eller findes på hylden med asiatiske varer i større supermarkeder. Fried rice kan serveres som nem hverdagsmad, men kan også indgå som en del af en thailandsk middag, når du får gæster. Start fx med en suppe, og server derefter fried rice sammen med en frisk thaisalat og stegt eller grillet fisk. Slut af med frisk frugt i kokosmælk sødet med lidt rørsukker.

Prøv også:

Rejer i persillepesto 
med mandler

 

Melaminkop
fra Rice

 

Fyldte peberfrugter
med brune ris
og tørret frugt

 

  
 

Kommentar

Aller Media A/S © 2009 - www.aller.dk