Ørredfilet med sprød top og grøn kartoffelsalat
Økologisk middag
mandag 7.11.11
- Af Camilla Biesbjerg Mikkelsen. Foto: Betina Hastoft
Tid: 45 minutter. Ovntid: 15 minutter.
Antal personer: 4
Alle ingredienser til denne opskrift findes i en økologosk udgave, som gør det er muligt at lave denne lækre middag 100% økologisk.
Ørredfilet med sprød top:
• 500 g ørredfilet
• 1 håndfuld bredbladet persille
• 1 citron, usprøjtet
• 50 g hvidt brød
• salt og friskkværnet peber
• 4 tsk olivenolie
Grøn kartoffelsalat:
• 750 g kartofler
• 1 tsk sød sennep med honning
• 3 spsk friskpresset limesaft
• 1 tsk honning
• ½ dl olivenolie
• salt og friskkværnet peber
• 1 grøn peberfrugt
• 1 bundt forårsløg
• 2 håndfulde bredbladet
persille
Sådan gør du:
1. Grøn kartoffelsalat: Skræl kartoflerne, og kog dem i letsaltet vand i ca. 20 minutter, til de er lige akkurat møre. Hæld vandet fra kartoflerne, og lad dem køle let af. Skær dem i tykke skiver, og læg dem i et stort fad.
2. Tænd ovnen på 225°.
3. Rør sennep, limesaft og honning sammen. Hæld olivenolien i lidt ad gangen, mens du hele tiden rører i dressingen. Krydr med salt og peber, og hæld dressingen over kartoflerne i fadet.
4. Rens peberfrugten, og skær den i små tern. Rens forårsløgene, og snit dem i tynde skiver. Skyl persillen, og hak den groft. Fordel peberfrugt, forårsløg og persille over kartoflerne.
5. Ørredfilet med sprød top: Skær ørredfileten ud i 4 lige store stykker, og læg dem i et ovnfast fad med bagepapir i bunden.
6. Skyl persillen, og fjern de grove stilke. Skyl citronen, og riv skallen på den fine side af et rivejern. Kom brød, persille, revet citronskal, salt og peber i en blender, og blend i ca. 30 sekunder, til brødet ligner rasp. Fordel brødblandingen over fiskestykkerne, og dryp 1 tsk olivenolie oven på hvert stykke. Bag fisken i ovnen i ca. 15 minutter.
Tips: I stedet for ørredfilet kan du bruge laksefileter.
Prøv også: