fredag 9.4.10 - Af Camilla Biesbjerg Mikkelsen. Foto: Betina Hastoft
En rigtig voksendessert, som indeholder alle de klassiske ingredienser til irish coffee
Tid: 20 minutter Hviletid på køl: Mindst 2 timerAntal personer: 4
• 2 blade husblas• 1 dl kogende vand• 4 tsk. instant kaffe• 50 g brun farin• 1 tsk. whisky• 2 æggehvider, pasteuriserede• 2½ dl piskefløde
Pynt:• 1 granatæble• chokoladespåner
TIP
Er der børn med til bords? Whiskysmagen er ret tydelig, så hvis desserten skal serveres for børn (der kan lide smagen af kaffe), kan whiskyen eventuelt udelades.
1. Læg husblassen i en skål med rigeligt koldt vand. Lad den ligge i vandet i 10 minutter.
2. Hæld 1 dl kogende vand i en stor skål, og tilsæt instant kaffe. Rør godt, så kaffen opløses helt.
3. Vrid vandet fra husblassen, og lad husblassen smelte i den varme kaffe. Tilsæt brun farin, og rør, til det er helt opløst. Tilsæt whisky. Stil skålen i køleskabet i 5 minutter.
4. Pisk æggehviderne helt stive i en skål med en elpisker. Pisk fløden til luftigt flødeskum i en anden skål. Vend forsigtigt de piskede æggehvider og flødeskummet i den let afkølede kaffeblanding. Fordel moussen i 4 glas, dæk dem med husholdningsfilm, og stil dem i køleskabet i mindst 2 timer.
5. Servering: Flæk granatæblet i kvarter, og pil kernerne ud. Fjern de hvide hinder, de har en bitter smag. Tag glassene med mousse ud af køleskabet, og pynt dem med granatæblekerner og chokoladespåner. Server straks.
Prøv også:Peachmelba-bradepandekage Chokoladebrownie med cappuccinocreme Mandelkager med vaniljecreme og ananas i muscatvin