torsdag 23.4.09 - Af Caroline Hofberg, Foto: Tia Borgsmidt
En imponerende dessertkage, som smelter på tungen
Tid: 35 minutter Frysetid: 1 time (hvid chokolademousse) + mindst 4 timer (den færdige kage)Antal personer: 8-10
• 1 færdigkøbt lagkagebund• Springform (24 cm i diameter)
Hvid chokolademousse:• 150 g hvid chokolade• ½ spsk. smør• 2 pasteuriserede æggeblommer• 2½ dl piskefløde
Jordbærmousse:• 300 g jordbær (fra frost, optøede)• 4 blade husblas• ¾ dl vand• 1 dl sukker• 2½ dl piskefløde
Pynt:• Friske bær efter eget valg• Frisk mynte
1. Skær lagkagebunden til, så den er ½ cm mindre end springformens bund (moussen skal kunne løbe ned ad siderne). Læg lagkagebunden i formen.
2. Hvid chokolademousse: Smelt chokolade og smør i en lille gryde over vandbad. Tag gryden af varmen, og rør æggeblommerne i 1 ad gangen.
3. Pisk fløden til skum. Vend først lidt af flødeskummet i den smeltede chokolade, herefter resten.
4. Fordel chokolademoussen over lagkagebunden i formen. Sæt formen i fryseren i ca. 1 time, til moussen er stivnet.
5. Jordbærmousse: Blend bærrene i en blender/ foodprocessor. Læg husblassen i blød i en skål med rigeligt koldt vand i 5 minutter.
6. Kog vand og sukker sammen til en sukkerlage i en gryde, og tag gryden af varmen. Tag husblassen op af vandet, og smelt den i sukkerlagen. Lad husblasblandingen køle lidt af, og rør den derefter i jordbærpureen.
7. Pisk fløden til let skum, og vend den hurtigt i den afkølede jordbærpuré.
8. Fordel jordbærmoussen over den hvide chokolademousse. Dæk kagen til med husholdningsfilm, og frys den i mindst 4 timer.
9. Servering: Tag kagen ud af fryseren, ½ time før servering. Pynt med bær og mynte.
Se også:Cheesecake på marengsbund med sommerbær