Sødt nøddebrød med rosiner
Lækkert og sundt tilbehør til en varm kop the
mandag 31.10.11
- Af Marie Melchior. Foto: Betina Hastoft.
Tid: minutter. Bagetid: 30-40 minutter.
Antal: 1 lille brød
Dette nøddebrød smager næsten som et lækkert stykke kage, og de mange nødder og rosiner giver god og sund energi.
• 200 g hvedemel
• 1½ tsk bagepulver
• 100 g lyst rørsukker
• 50 g valnøddekerner
• 50 g hasselnøddekerner
• 50 g rosiner
• 125 g smør
• 1 dl mælk
• 2 æg
• en lille brødform, ca. 10 x 20 cm
Sådan gør du:
1. Tænd ovnen på 180°. Placer en sigte over en stor røreskål. Hæld hvedemel og bagepulver i sigten, så det drysser igennem sigten og ned i skålen.
2. Bland rørsukker i melet med en ske.
3. Hak valnødder og hasselnødder groft, og rør dem i melet sammen med rosinerne.
4. Hæld smør og mælk i en kasserolle, og varm det forsigtigt op, til smørret er smeltet. Rør den lune smør-mælk-blanding i melblandingen sammen med æggene. Rør grundigt, til dejen er ensartet.
5. Hæld dejen i en smurt brødform. Bag brødet i ovnen i 30-40 minutter. Prik i det med en strikkepind el.lign. for at se, om det er færdigbagt. Hvis der hænger dej fast på strikkepinden, skal brødet bages ca. 10 minutter længere i ovnen.
6. Tag det færdigbagte brød ud af ovnen. Vend det forsigtig ud af formen, og lad det køle lidt af på en bagerist, før du skærer det i tynde skiver.
Tips: Nøddebrødet holder sig fint i et par dage, hvis du opbevarer det i en tætlukket frysepose på køkkenbordet.
Prøv også: